For Ib Andresen Industri er markederne udenfor landets grænser vigtige. I dag er det næsten 50 pct. af det bearbejdede stål, som eksporteres, men potentialet er til, at en endnu større del af omsætningen kan hentes på eksportmarkederne i fremtiden.
”Det går godt både i Danmark og i udlandet, men det er generelt uden for Danmarks grænser, at vækstpotentialet er størst”, fortæller Lars Bohnsen, Sales Manager hos Ib Andresen Industri og uddyber:
Læs også: Åbner salgskontor i Sverige
”I vores strategi er fokus på det nordeuropæiske marked. Derfor har vi åbnet et salgskontor i Storbritannien og et i Sverige. Det er ikke kun med nye kunder for øje, men også for at komme tættere på vores nuværende kunder, så vi kan udvikle og udvide samarbejdet med dem”.
Fokus på det nordeuropæiske marked skyldes bl.a., at de brancher, Ib Andresen Industri leverer til, er stærkt repræsenteret i netop dette område.
Kommunikation er vigtigt
Carsten Damsgaard, Sales Manager hos Ib Andresen Industri, fortæller: ”Vi er ikke produktejere, men hele Nordeuropas stålbearbejdende produktionsenhed, som alle i princippet kan integrere i deres værdikæde. Det kræver, at vi i det daglige kan kommunikere på engelsk og tysk, så det gør vi”.
Læs også: Ib Andresen Industri trodser BREXIT
Tyskland er det største eksportmarked for Ib Andresen Industri, da mere end 30 pct. af omsætningen ligger der. Tyske Schmitz Cargobull AG, Europas største producent af trailere til lastbiler, er Ib Andresen Industris største kunde. Sverige er det næststørste eksportmarked, og det var en svensk kunde, Fläkt (nu GE Power), som tilbage i 1970’erne startede eksporten for den danske stålleverandør.
Ib Andresen Industri er en international leverandør inden for bearbejdning og formgivning af stål. Sammen med kunder udvikler de skræddersyede stålløsninger. Sine kunder finder de i en række brancher: vind, solar, byggeri, transport og industrien generelt.